Forperson takker af efter flere år i spidsen for DJ Kommunikation
Kære medlem
Det vigtigste ved at tage et tillidshverv er at være bevidst om, at det kun er til låns.
Det arbejde, man lægger i det, skal gøre det nemmere for nye kræfter at tage over, når tiden kommer.
Faklen skal altid videre.
Efter flere gode år som forperson for vores specialgruppe er tiden nu kommet til, at jeg takker af.
Jeg bliver selvfølgelig på posten frem til generalforsamlingen, og jeg håber, vi ses der 😊
Jeg har været stolt af at kalde mig selv forperson for en engageret, klog og fagligt stærk kreds af kommunikatører.
Jeg har lagt mange timer i opgaven, og jeg er vemodig over at skulle forlade så godt og stærkt et arbejdsfællesskab, men tiden er nu.
Faglighed, arbejdsliv og lige vilkår for medlemmerne har været vigtige pejlemærker i mit arbejde.
Noget af det, jeg især er stolt af at have været med til, er:
- At sætte en bisidderordning i søen, så medlemmer uden tillidsrepræsentant har mulighed for at få støtte i svære samtaler
- At være med til at udvikle og afholde Social Media Sprint, som vi også afholder for fjerde gang i 2026
- At styrke fokus på kommunikationsfagligheden i forbundet, bl.a. via min rolle i arbejdsmiljøudvalget, hovedbestyrelsen samt gennem faglige arrangementer og debatindlæg
Jeg er stolt af vores fag og af det fællesskab og fundament, vi har bygget sammen i DJ Kommunikation.
Både af det, der var, da jeg trådte til, og af det vi har bygget videre på, som jeg nu sender videre.
Jeg glæder mig til at se, hvem der sætter kursen herfra.
Det er endnu uafklaret, hvem der stiller sig til rådighed for at stå i spidsen for vores specialgruppe.
Der er stadig meget at kæmpe for, og der er stor værdi i at være fagligt aktiv som kommunikatør i forbundet.
Hvis du overvejer at engagere dig, kan jeg kun anbefale det.
Selv vil jeg nu lægge mere energi i min egen virksomhed som strategisk kommunikationsrådgiver
og kaste mig ud i et helt andet slags eventyr: min cykeldebut med Team Rynkeby 💛
Tak for samarbejdet, for tilliden og for de mange samtaler og møder gennem årene.
Tak og glædelig jul 🎄
Forperson
Mona Louisa Flouberg Bastholm
https://www.linkedin.com/in/monalouisa


