Fra uoverskuelig research til syv fede storytelling-ideer med AI

💡Synes du, at du famler lidt i forhold til din AI-chatbot? Og bliver din content ikke så levende, som du ønsker dig? Der er lys forude. På dette webinar har vi nemlig fokus på solid og struktureret idegenerering, der gør dig i stand til at producere mere levende content – uden at du farer vild med din AI-chatbot.

Det får du på webinaret:

  • Sådan bruger du NotebookLM til at få overblik over dit stof – med henblik på storytelling.
  • Vi ser eksempler på, hvordan NotebookLM hjælper dig med at se muligheder for engagerende historiefortælling på baggrund af din research.
  • Og så får du en trin-for-trin guide til at lave de syv solide storytelling-forslag, som du straks kan tage i anvendelse.

Det er ikke så afgørende, om du allerede kender det gratis AI-værktøj NotebookLM, men du skal være fortrolig med at AI, fx ChatGPT i dit arbejde.

Om Christian Made Hagelskjær: 
Christian er selvstændig AI-rådgiver med virksomheden nul hype, og han underviser kommunikatører i at få mest muligt ud af at bruge AI i hverdagen. Chritian er uddannet grafisk designer og journalist og har en fortid som Nordjyskes AI-redaktør.

Webinaret er arrangeret af DJ Kommunikation og er åbent for alle medlemmer af Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation.

Tilmeld dig her.

Branding anno 2025 – hvorfor branding ikke er, hvad det var engang

Branding har ændret sig markant de seneste år. I dag handler stærke brands ikke primært om visuel identitet eller kampagner – men om tydelighed, relevans og relationer.

På dette webinar giver brandstrateg May Kjærsgaard et opdateret indblik i, hvordan både organisationer, selvstændige og kommunikatører kan arbejde strategisk med branding i en tid, hvor autenticitet betyder mere end nogensinde.

Du får blandt andet:

  • Et opdateret perspektiv på, hvad der kendetegner succesfulde brands i 2025
  • Viden om, hvordan man skaber relationer frem for blot synlighed
  • Eksempler på brands, der lykkes ved at stå tydeligt for noget
  • Konkrete greb, du kan anvende i dit eget brandarbejde
  • Indsigt i hvorfor autenticitet er en afgørende faktor

Webinaret er arrangeret af DJ Kommunikation og er åbent for medlemmer af Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation.

Tilmeld dig her.

”Jeg tror og håber, at ESG vil forandre vores virksomheder og vores samfund”

Gitte Glibstrup er partner i kommunikationsbureauet StrupStrup® og arbejder med strategisk kommunikation, projektledelse og digital markedsføring. Desuden arbejder hun i bestyrelser og repræsentantskaber, hvor hendes fokus er på kommunikation. Læs her, hvordan hun påvirker ved at påvirke.

Min vej ind i kommunikation er via en journalistuddannelse. Jeg er oprindeligt uddannet journalist, men har kun ganske kortvarigt været på dagblad. Jeg valgte ret hurtigt at blive selvstændig, og sammen med min kompagnon Jeannette Refstrup har jeg i ca. 15 år drevet vores fælles bureau. I dag samarbejder vi med både store og små kunder indenfor både det offentlige og private segment. Evnen til at finde og fortælle de gode historier bruger jeg dagligt, men jeg er også meget bevidst om det strategiske fokus, som kommunikation i mine øjne skal have i dag.

For mig er kommunikation et fantastisk fagområde, hvor man kan være med til at sætte store og små dagsordener og dermed bidrage til at gøre en forskel.
Jeg er enormt nysgerrigt anlagt, så jeg ser det som et kæmpe privilegie at være selvstændig og selv have mulighed for at sætte retning på mit arbejdsliv.

Det er jo typisk ikke os, der som rådgivere eller konsulenter selv gør forskellen, men i StrupStrup® arbejder vi med at ”påvirke ved at påvirke” – vi kan altså være dem, der påvirker en dagsorden ved at italesætte en problemstilling som grøn omstilling, diversitet eller andet.

Det mest interessante felt inden for kommunikation er svært at definere, fordi faget rykker sig og er i konstant udvikling. Heldigvis elsker jeg at lære nyt, så når der er noget, jeg gerne vil lære mere om, så prioriterer jeg at deltage i webinarer, lytte til podcasts, læse bøger og deltage på konferencer. Så for mig er der ikke noget felt, der som sådan er ”det mest interessante”.

For mig er det mest interessante at følge udviklingen i vores fag, branche og samfund og sætte det i kontekst af vores egen og vores kunders forretning.

I øjeblikket er jeg særligt optaget af et par bogstavkombinationer; AI og ESG. AI fordi jeg tror på, at det forandrer vores fag, vores adfærd og vores virksomheder i løbet af de kommende måneder og år. Og ESG fordi jeg tror – og håber – at det vil forandre vores samfund og dermed også vores virksomheder. Der er ikke nogen af de to emner, der er enkle at forholde sig til. Der er en række dilemmaer og overvejelser, man både som privatperson og virksomhed skal gøre sig – men skal vi som kommunikatører forblive relevante, så skal vi også vide noget om begge emner. Blandt andet derfor har jeg selv taget en miniMBA i Sustainability Management og senest et diplomfag om Kunstig intelligens for kommunikatører.

Jeg vil gerne anbefale at følge et par forskellige profiler og nyhedsbreve, fordi det giver mig viden og forskellige perspektiver.

Eksempelvis:

Jan Birkemoses nyhedsbrev Medietrends

Biologen Alexander Holm på LinkedIn

Emma Holten på Instagram

Jesper Andersen om AI på LinkedIn

Mette Kaagaard om AI på LinkedIn

De bedste fagbøger, jeg har læst, er ”Sunde Penge” af Alexandra Krautwald, fordi den fik mig til at reflektere over måden, vi tjener penge på – samt bogen ”Slå til! Den effektive rådgivers DNA” af Anne Katrine Lund og Helle Petersen, fordi den fik sat ord på, hvordan jeg som rådgiver bedst muligt, kan hjælpe dem, jeg rådgiver.

Hvis du skulle bo i et andet land, hvilket skulle det så være? 
Jeg er gift med en tanzanianer, og jeg har mange gange leget med tanken om, hvad der ville ske, hvis vi flyttede vores hverdag og familie til Tanzania. Der sker utroligt meget i Afrika, som vi slet ikke ved og hører om i Danmark, og det kunne være et eventyr at få et hjemland nr. 2 som base. En stor del af mit arbejde kan klares digitalt, så hvem ved – måske sker det lige pludselig?

Kan du bedst lide solopgange eller solnedgange? Og hvorfor?
Jeg elsker, når solen står op. Jeg er et udpræget a-menneske, og fornemmelsen at tage en kop varm kaffe med ud på terrassen eller i drivhuset og mærke de første solstråler på min næse er simpelthen livskraft og livskvalitet for mig. Så vågner hele mit system, og jeg er klar til dagen.

Hvad giver dig håb?
Det gør unge mennesker, det gør dialog, og det gør de mange snakke, som jeg løbende har med kunder, kolleger, netværk, venner og andre i min omgangskreds. Jeg er generelt optimistisk, positivt og nysgerrigt indstillet, og selvom verden lige nu har en (lang) række af (voldsomme) udfordringer, som jeg bestemt hverken kan eller vil negligere, så tror jeg på, at verden bliver bedre i morgen end den er i dag.

Følg Gitte Glibstrup på LinkedIn.