Kommunikationsfaget forandrer sig – vil du være med i front?
Hej derude
Du har måske tænkt tanken: Hvad går de egentlig og laver i bestyrelsen for DJ Kommunikation?
Det vil du med god grund måske gerne vide – og vi vil lige så gerne fortælle om det.
Ikke mindst fordi vi snart har generalforsamling, og vi håber, du kommer. Måske får du ovenikøbet lyst til at stille op til bestyrelsen?
Så lad os løfte sløret:
Hvad vi arbejder med – i korte træk
Overordnet arbejder vi i bestyrelsen for at sætte kommunikationsfaget på dagsordenen.
Internt i forbundet. Over for vores medlemmer. Og udadtil i offentligheden.
Det gør vi blandt andet ved at:
- Arbejde politisk – sidste år havde vi flere forslag med på Delegeretmødet.
- Udvikle arrangementer, webinarer og morgenmøder. Det er fx bestyrelsen – med forperson Mona Louisa Bastholm i spidsen – der står bag idé og drivkraft til Social Media Sprint.
- Kommentere på aktuelle sager i pressen, for eksempel i Journalisten, og indimellem skrive debatindlæg og kronikker om kommunikationsfagets betydning.
Kort sagt: Vi arbejder for, at kommunikatører bliver set, hørt og taget alvorligt.
Hvordan foregår møderne egentlig?
Vi vil gerne gøre dig så nysgerrig, interesseret – ja måske ligefrem optændt af den faglige ild – at du får lyst til at deltage aktivt.
Sådan foregår vores bestyrelsesmøder:
- Struktureret – og sjovt. Vi har styr på dagsordener og referater, men vi er stadig kommunikatører… og der bliver tænkt kreativt og grinet undervejs.
- Hybrid mødestruktur. Hvert andet møde holdes online, og de fysiske møder roterer rundt i landet, så ikke alt ender i København.
- Faglige strategiseminarer. Et par gange om året nørder vi igennem: fagets udvikling, fremtidsmuligheder og alt det, der gør kommunikation vigtigt.
- Administrativ hjælp som gør, at du som frivillig kan bruge din tid på alt det sjove og faglige – ikke papirarbejdet.
Hvad laver forpersonen – og kunne det være dig?
Hvis du er medlem af Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation og af vores specialgruppe, så er du inviteret til generalforsamlingen
Men du er også mere end bare inviteret: Du er velkommen til at melde dig på banen som bestyrelsesmedlem – eller forperson.
Derfor får du her et lille indblik i rollen:
- Forpersonen tegner bestyrelsen – både internt i forbundet og udadtil over for samarbejdspartnere.
- Forpersonen leder bestyrelsesarbejdet og er samtidig politisk frontperson som observatør i hovedbestyrelsen.
- Og ikke mindst: Forpersonen er med til at sætte kommunikatørerne på dagsordenen i hele forbundet og præge den offentlige samtale om vores fag.
Det lyder stort – og det er det også.
Men det er samtidig sjovt, meningsfuldt og utrolig kollegialt.
Vi håber at se dig :)
Vi glæder os til generalforsamlingen – og til forhåbentlig at byde nye kræfter velkommen i bestyrelsen.
Her kommer de praktiske oplysninger:
Dato og tid:
Søndag den 1. marts kl. 12:30 - 16:00
Program:
Dagen starter med en god frokost og herefter skyder vi generalforsamlingen i gang med forpersonens aflæggelse af bestyrelsens beretning.
Kl. 14 vil Nanna Vestgård holde oplægget “Styrk din gennemslagskraft”.
Efter oplægget er der kaffepause og hernæst fortsætter generalforsamlingen.
Venue:
Villa Copenhagen, Tietgensgade 35, 39, 1704 København.
Villa Copenhagen ligger i gåafstand fra København H – faktisk lige på det modsatte hjørne.
DJ Kommunikation refunderer transportudgifter efter billigste offentlige transport-takst
Dagsorden, vedtægter med mere, kan du se her.
Mange hilsner fra
Mona Louisa, Henriette, Jeannette, Ida, Adam, Anne Helene, Lucas og Jørn
Bestyrelsen i DJ Kommunikation

