
AI-søgemaskiner har overtaget internettet – og det ændrer alt for kommunikatører og journalister, der arbejder med digitale platforme. Pludselig er det ikke længere nok at rangere højt i Google. Nu handler det om at blive citeret, anbefalet og syntetiseret af AI-systemer som ChatGPT, Google AI Overviews og Perplexity, når brugerne søger svar.
Dette webinar introducerer dig til de mest centrale ting, du bør vide og kunne om Generative Engine Optimization (GEO). Du får konkrete værktøjer, metoder og indsigt i, hvad der virker (og hvad der er hype) i den nye søgeverden.
Til turen gennem GEO-junglen har vi allieret os med Kåre Bjørn Jensen. Kåre er Meta-certificeret ekspert og indehaver af Intellia, hvor han i mere end 20 år har rådgivet om digital kommunikation, markedsføring og tekniske workflows.
Tid og sted:
Online fredag den 12. juni 2026, kl. 10:00 - 11:00.
Tilmelding
Morgenmøde: Hvordan bruger vi AI – ikke bare effektivt, men rigtigt?
Paneldebat om dilemmaerne ved AI. Tag styring over dine AI-redskaber, før de tager styring over din troværdighed.
Kom til paneldebat, hvor vi dykker ned i:
- Faldgruberne: Hvor går grænsen, når du bruger AI? Hvornår koster det på troværdigheden?
- Juraen: Hvordan spiller de nye EU-regler sammen med faglig etik og ansvar?
- Værdien: Hvornår styrker AI dit arbejde – og hvornår svækker det?
Du møder:
- Klaus Nørskov, Chef for Kommunikation og Fortaler hos Dansk Røde Kors, der har brugt AI i kampagner.
- Camilla Beer Arnsberg, Chef for Politik & Kommunikation hos Konstruktørforeningen, som aktivt bruger AI i foreningens kommunikationsarbejde.
- Ida Nynne Daarbak Reislev, Jurist hos Forbrugerrådet Tænk, der arbejder med AI set med forbrugernes øjne og kender de nye EU-regler på området.
Moderator: Marie Nyhus.
Tid og sted:
Fredag den 29. maj 2026, kl. 08:30 - 10:00 i DJ på Gammel Strand i København.
Arrangementet er for dig, der arbejder professionelt med indhold – hvad enten det er indenfor medier, kommunikation eller marketing – og som vil være på forkant med både mulighederne og ansvaret.
Fælles pensionsmøde med andre fagforbund om pension som atypisk beskæftiget
Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation inviterer i samarbejde med Danske Scenografer, Dansk Musikerforbund, Teknisk Landsforbund, FAF, Dansk Filmklipperselskab, Dansk Filmfotograf Forbund og Dansk Skuespillerforbund til et fælles arrangement om pension og økonomisk tryghed for kunstnere og kulturarbejdere.
Mange i branchen har skiftende arbejdsforhold med ansættelser, freelanceopgaver, egen virksomhed og honorararbejde. Det kan give ujævn pensionsopsparing og usikkerhed om økonomien på længere sigt.
Derfor sætter vi på dette arrangement fokus på, hvordan man kan skabe større økonomisk tryghed og tage aktiv stilling til pension.
På mødet kan du få konkrete råd til din pensionsopsparing, indblik i branchens særlige udfordringer, inspiration til, hvordan du selv kan skabe økonomisk tryghed og ikke mindst mulighed for at tale åbent med kolleger om et emne, der ofte er tabubelagt.
Tid:
Onsdag den 3. juni 2026, kl. 16:30-19:00
Sted:
PFA Pension, Sundkrogsgade 4, 2100 København Ø
Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding.


